Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit Liv for det.
Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur, en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder, antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt jeg kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i Verden, jeg vilde have skulde se det. "Kære, kære lille Pige," sagde han.
Taarerne steg hende i Øjnene, saa stor var hendes Medfølelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt ramte baade hende og Børnene: Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... lød det saa Forvalter Larsen har været hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold ... Gaarden er solgt. Til hvem? Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.
William bøjede Hovedet, han følte, Taarerne kom frem i Øjnene: "Men det var heller ... ikke, som jeg havde tænkt mig." "Nej," Professoren rejste sig utaalmodigt, "for det var lige det modsatte. Saadan se nu!" Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. "Se nu," sagde han, og med Ryggen mod William begyndte han med "Tartuffe"s første Replik. Saa gengav Professoren hele William Høgs "Tartuffe".
Hun vidste vel knap, hun gik hen til den daekkede Vogn og hun sagde til Kusken: Vi kan laegge dem bedre, lad os laegge dem bedre blot for at lofte Kapperne og se dem, et efter et, de graablege Ansigter. -Det er vel mestendels nok et og det samme, hvordan de ligger, sagde Kusken sindig. Tine slap sit Tag i Vognen hun fulgte Toget uden Med, mens Taarerne lob ned ad hendes Kinder.
Ida rakte ham Haanden, mekanisk, uden at vide, at Taarerne stod hende i Øjnene: -Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun. Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort: -Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik. Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.
Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe. Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod raadvild med Koppen med Suppe til hun gik igen. Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud af hendes Ojne, havde hun sagt: -Han er jo saa ung.
Tine blev staaende og hun fulgte med Ojnene Spand efter Spand. Langt fremme paa Vejen horte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de lod Piskene falde slovt over Dyrenes Rygge. Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Ojne. Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille. Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Hovlspaaner mellem den nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater.
Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte stille og uhjælpelig. Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet. Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter Side og vendte Blad paa Blad.
-Forfaerdeligt, sagde han kun. Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine trykkede Ansigtet ind mod hans Kind Taarerne brod frem af hendes Ojne. Saa bojede han sig og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed kyssede han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.
Dagens Ord
Andre Ser