United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lyset stod ved Sengen og en gul Bog laa der. Men han læste ikke. Han laa bare og gloede op i Luften, mens han slog Rynker paa sin Næse. -Nej, sagde han, dybt betænksomt eller undrende: Man kender s'gu alligevel ikke Fruentimmerne.... Og han blev ved at ligge og smile til Røgen af sin Cigaret. ... Der var stille i Pavillonen, og Ida gik sagte op ad Trappen.
Konferentsraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer. Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende: -De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.
Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.
Alligevel kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl. Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og forsvandt ind i en Egeskov.
Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet: -Naar kommer hun? spurgte han. -Klokken elve, Bertelsen. Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden. -Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun. Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile. -Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
Men Dansen malede rundt og rundt, som vilde den aldrig høre op. Han stod henne i Hjørnet bag Kakkelovnen og talte med Thomas. Hun saa dem smile. Saa løftede han Hovedet og saa ud over de dansende. Hans Blik gled hen over Rækken, men det standsede ikke ved hende. Dansen malede rundt og rundt med drønende Fodslag. Han havde atter vendt sig bort og talte videre med Thomas.
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun. -Ja. Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad. -Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene. De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges.
Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab og al hans Villie? kunde han ikke dø? Thi udenfor dette laa det store Intet Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv. Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham.
Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende: -Godaften. Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret: -Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han. Og Ida lo. Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile.
Dagens Ord