Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
Og bortvendt hviskede hun ganske sagte; "Og Saa med Pengene ..." Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff saa, hun skælvede. "Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig." "Ja han ... bruger jo noget ..." "Men hvor faar han det?" "Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet."
Hele hans slanke Skikkelse skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen Sabel.
Hendes Højhed fór sammen. -Nej, sagde hun sagte. Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han. Hm ja det er sært med saadan gamle Ting.... Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes Ansigt var saa blegt i Mørket. De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse. -Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik et Skridt frem.
Samme Spil Kan her beskues som paa Livets Scene; Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp før det sig lukker til. Først Haab og Længsel, derpå Savn alene. Saa Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Først dobbelt Liv og Kraft i hver Fornemmelse, Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse. Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde Læber skælvede.
Moderen blev siddende paa sin Stol: -Jeg har tænkt saa meget i Dag, sagde hun og førte de foldede Hænder ned imod sit Bord. -Hvorpaa? sagde Faderen. Moderens Læber skælvede et Øjeblik og der kom et Træk om hendes Mund som det, der tidt kan ses hos Fanger: -Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun tænkt paa én Ting. Hun tav et Øjeblik: -Og nu har jeg tænkt den til Ende.
Hun følte ikke sit Hjertes Slag, da hun ringede paa Porten og gik op ad Trappen. Hun var stakaandet, saa hun neppe kunde tale, da hun rakte Tjeneren sit Kort. -Sig Etatsraadinden, at det haster. Hun blev vist ind i en stor Dagligstue, og man bad hende vente. Hun var ligbleg og skælvede: Hvis jeg har taget Feil, sagde hun. Pludselig støiede Etatsraadinden frem under Portièren.
Har nogen været slem imod Dem sig mig det, sig mig det," hans Stemme skælvede af Medfølelse. "Det er det er ingenting," mumlede jeg. Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt. "Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem.
Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme. Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne.
Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i Øinene. Saa med ét spurgte Carl: -Hvorfor skrev De dog saa sjældent? -Skrev? Aa til Bryssel. -Kun tre Gange ... -De Par Ord ... -Ja for De vidste ikke hvor jeg længtes ... De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.
Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter. „Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?“ sagde Qanguatse. Vi kunde ikke faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det lange, mørke Hus.
Dagens Ord
Andre Ser