United States or Venezuela ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han saa, "noget er der i'et." Han slog om paa det sidste Blad: Nej, Frue, han vil sejre Fruen Tror De, vi tør haabe? Professoren Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke. Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han. "Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det Resignation," sagde han.
"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere. Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte.
»Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var borte, hvor han ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De heller ikke den for Noget?«
Derhos forfattede han et Skrift til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde han i lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.
De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: -Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn bare sé Dem, og troede det ikke selv. Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.
Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer navnlig af Gouvernante-Faget ellers i slige Tilfælde have en stærk Tilbøielighed til.
Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene. Det var en Slags Paradisets Have uden noget Kundskabens træ paa hvad der var godt og hvad der var ondt.
Kammerjunker! ... Maa jeg være saa fri at gi'e Hr. Kammerjunkeren et Raad? Kammerjunkeren skulde faae dem til at gaae ad den østre Allee, bag om Buskadset, hen til det gamle Egetræ; der troer jeg vist, at Hr. Kammerjunkeren træffer den naadige Frøken. Claus. A la bonne heure ! Saa gaaer vi den Vei. Jørgen . Lad os følge bagefter, Niels Bruus! Det kunde jo være, der blev Noget at udrette for os.
Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«, sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.«
Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra Morgen til Aften, uden at mindst een graa Røgslange bugter sig hen over den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trængsel eller Besvær ved at komme med.
Dagens Ord