Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. oktober 2025
Han mindedes de mange Timer, han havde staaet misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning. Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den paa.
I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu skulde sidde alene.
Han holdt sig rolig i sin uendelige Mathed og opløstes vidunderlig smærtefrit. Nu og da hoppede Hjærtet tyst i Livet paa ham som et træt Barn, der fryder sig ved at komme i Seng og ler hulkende. Hans Tanker var bleven saa klare, glemte Ting faldt ham ind; han mindedes før og nu i en Samtidighed, der ikke gjorde ondt. Erindringssmærten havde forladt ham. Det var ikke bittert at dø.
Og da han var færdig, meldte den Tanke sig, der altid anfægtede ham, naar han havde været fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var døde og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var længe siden. Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle Lysene paa nær tre.
Han kyssede hende paa Kinden og gik. Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende. Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet. Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand saa længe.
Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde. De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og blev duggede om Næseborene.
Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...
Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet. Mikkel saa slapt op.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet. Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende. Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The. -Hvad er Klokken? sagde Fru Bai. -Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
Og saa saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten undselig op mod Himlen. Jorden gav Foraarsduft fra sig hvad var det han mindedes derved? den grønne Rug stod langt hen. Solen varmede velsignet. Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre. Det var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode. Ja, det var en Lykkedag.
Dagens Ord
Andre Ser