Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juli 2025
Den samme Tekst, som han havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt lærerigt altsaa! Prædikenen begyndte. Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«
Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet, Portrættet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng. Hun tog den og gemte den. Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham en Gang endnu. Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til Sovekamret.
Dér sad han saa gemt helt inde og lyttede og saá hen paa Moderen, som sad saa lys under Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa Skilningen, der lignede en lysende Stribe op efter i Haaret. Stella løftede Hovedet og saá under Skærmen hen paa ham, han sad helt sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede. "Sover Du?" spurgte Stella. "Nej," sagde han henne fra uden at røre sig.
Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede, sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.
Saa lyttede de; der kom øjensynlig et Signal fra den anden Side, og vi blev ført længere frem paa Murtinderne. Her ventede de Store fra Klostret os, og saa snart vi kom, gav de vore Førere Tegn til, at de skulde bringe os nærmere hen til dem. Den ældste var den første, der talte. "Mænd fra Vest, I har hørt jer Dom," sagde han i en dæmpet og højtidelig Tone. "I har selv bragt den over jer.
Vi lyttede og opdagede, at vi var i Nærheden af det underjordiske Vandfald, som vi havde set første Gang, vi besøgte den store Hule. "Vi er helt ude af vor Kurs," sagde jeg. "Kære Bruce," sagde han. "Sig mig en Gang, hvorfor er vi her? Kom vi her ikke for at opdage deres Hemmeligheder?
Thomas stod med sænket Hoved og lyttede til Skridtene, der kom nærmere og nærmere. Han turde ikke se op, og han kunde ikke røre sig til Flugt. Saa standsede Præsten foran ham. "Jeg saa dig ikke i Kirken, Thomas. Jeg havde dog ventet at se netop dig. Du var jo den af os alle, der stod de to nærmest paa det sidste." Præsten standsede lidt.
Hvor Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand! den skinnede mellem Haaret. William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke. Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset.
Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en svag Lyd, som kunde være en Hunds Gøen. "Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog søge at frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.
Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer. Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils Uldahl. Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun var jo tossegod! Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til Anrettergangen.
Dagens Ord
Andre Ser