Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juli 2025
Mens Børnene drak The, stod Pigen og redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt altid den ene Fletning i Munden, mens hun redte den anden. Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede hende saa, naar han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret. Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod meget tidlig op.
"Det er en skidt Historie," sagde han ved Præstens L'hombrebord om Tirsdagen. "Skidt Historie ... Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig, Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s'gu ikke Spøg for Stakkelen." Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og trykkede Brillerne fastere over Næsen.
Præsten havde hørt 5000 Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen. Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere lidenskabelige end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget lidenskabelige ... Nej, Høg vidste det ikke ... De talte i Munden paa hverandre. "Den blaa" gik omkring og skænkede, det var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid.
"Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, "er det Dem, jeg troede, det var Avisen." Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig: "Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en Fornærmelse.
Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru Høg, ret vidst, hvad hun gjorde maaske var der nok et og andet, hun savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til Verden og endnu mindre til Kærligheden.
Lyset slukket over sløjfede Volde. Den sidste Høg havde været en Don Quichote der havde kæmpet med Vejrmøller! "Don Quichote." Det var morsomt morsomt Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen. Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen.
Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De saá alle ned for sig Præsten havde foldet Hænderne. William stod ved Siden af Moderen. Han saá fra den ene til den anden. Saa gav han sig til at græde. Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. "Der vil komme strenge Tider," sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene paa Buffet'en ... Krigen kom.
Han hjalp William Frakken paa, stod saa lidt og ventede: "Og hvad saa imorgen?" spurgte han. "Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde saa sagtere: "Det er Skuespiller, jeg vil være." "Jeg tænkte det." William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpaa rakte han Hoff Haanden: "Godnat," sagde han, "og Tak for iaften." "God Nat, Høg og kom snart igen."
"Hvorfor græder Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp." Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde hun. Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente.
"Det er ikke noget slemt," sagde han, da han kom ind og med Hænderne foldede over Maven smilende saá fra den ene til den anden. "I har vel været ængstelige for, at der skulde være hændet en Ulykke. Hva', Høg?" "Nej, det just ikke men ..."
Dagens Ord
Andre Ser