Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
Orgelpiberne hvinede, inden de tav. "Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af Dem ..." Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt: "Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder af Dem." Hun saá paa ham nedefra.
"Godt", sagde han, tog Flasken og gik atter ind. William var til Mode, som skulde han sluge en Klump, der kvælende sad ham fast i Halsen. Man gav Stella Champagne hele Dagen. Hen paa Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun vaagnede, var hun uden Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Haand imellem sine, Haanden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør. Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder. Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter ud.
"Gaar Du igen?" spurgte Stella angst. "Ja, Prinsen rejser om lidt." Hun Stod nogle Øjeblikke, Derpaa sagde hun sagte: "Barnet dør." Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og krammede med sine smaa Hænder om Lagenet. Saa bøjede han Hovedet og gik. Stella saá ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater drejede om paa Torvet. De mere løb end gik.
Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i sit Skød en større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den, der, som denne Mand, indenfor sit Syn var det end snævert havde gjort sin Pligt og ydet sit bedste. Hans Højærværdighed var national-liberal ... Saaledes blev Excellencen Høg begravet.
Under den kunstige Rødme laa Huden mat og blaalig. Høg gyste. "De har Ret," sagde han. Berg trak Gardinet for igen: "Om otte Dage venter jeg en Krise." William og Nina troede fast paa Bedringen. Det var dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere laa til Sengs, da hun igen bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod Besøg.
"Naa Deres Søstre osse," Hoff boldt inde, gik lidt igen, sagde saa alvorligere: "Mon det er rigtigt?" "Hvilket?" "At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af Cigaretten. William blev først bleg, saa meget rød. "Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De men ..." Hoff saá som tilfældigt over til Høgs Side ...
William gik lige hen og slog ham med knyttet Haand i Ansigtet. "Han er af min Slægt," sagde han. Og da de andre lo, blev han meget bleg, men han sagde ikke mere. Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om Aaret. Nytaarsdag og den Dag, de gik til Alters, altid den første Dag i Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen.
Den fem og trediveaarige Høg var den eleganteste Mand, hun havde set, han var akkurat Digter nok til at kunne give sin Kærlighed en straalende Indfatning af formfuldendte Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det Ukendtes Magt. Da han friede, gav Stella ham sit Ja. Der blev talt meget om denne Forbindelse.
Naar Nina begyndte paa en lang Historie, og William og de andre lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning op til Panden, og Stella hyssede ad dem. Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale og sad blot og skubbede til hinanden under Bordet.
Dagens Ord
Andre Ser