Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
"Ret Dig," sagde Høg. "Du skal se, den Pige bliver skæv." Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulde blive skæve. William syntes, ingen Ende det vilde tage med det Kvartér. Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der aldrig kan faa Tiden til at gaa.
Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste ogsaa at belønne. Den sidste Dag i Skoleaaret var Belønningens Dag; saa blev alle Byens Honoratiores indbudt, Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange andre.
Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet paa den Vanvittiges Ansigt. Saa gav han sig uden at vide det pludselig til at le højt: al hans Rædsel fik Luft i den skærende Latterkrampe. Høg saá lidt paa ham og lo med; staaende ligeover for hinanden lo de begge, Fader og Søn, som Vanvittige.
Han var begyndt at blive utaalmodig, han stampede i Flisen for at holde Varmen og gjorde stadig Promenaden længere Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, saa saá han William. William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret.
Men, kære, er det Umagen værd?" Saa har jo Deres Uvenner Ret." "Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem." "Som siger, at De ikke sætter noget ind." "Naa ja. Men, naar man nu ikke har noget, bedste Høg." "Men, det er jo det, der er Modsigelsen naar De har Talentet." "Vist, vist saa," han rejste sig lidt utaalmodigt ... "Men lad os nu ikke tale mere om det ..."
Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag: "Jo," hviskede han hæst, "nægt det ikke, I ler, ler alle for jeg er gal, gal gal er jeg blevet." Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen saa voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen. Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han maatte først og fremmest ud, han maatte tilkalde Hjælp.
"Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde," sagde hun tonløst som halvt til sig selv. "Hvorfor ikke?" han røg op fra Stolen. "Høg ikke blive ved " "Man kan ikke skrive Høg paa en Plakat," Tonefaldet var ganske ligefrem. Og lidt efter: "Hvad vilde Fader have sagt?"
Saa sagde Hoff: "Jeg trænger mig ikke paa, bedste Høg, jeg tænkte blot, De maaske kunde have godt af at tale med et Menneske om det ..." Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."
Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte: "Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte. "Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved. Høg kom lidt efter. Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København.
"Det er dog Satans, saa Høg ser østerlandsk ud," sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson. "Ja, den er s'gu lige højhælet nok," sagde Gerson, der saá paa Vennen med opspilede Øjne. "Men dejlig er han." Saa talte han.
Dagens Ord
Andre Ser