United States or Laos ? Vote for the TOP Country of the Week !


Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden. -Luk luk Buret! skreg der Tusinde. Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle Blussene brændte. Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke.

Jeg faar straks at vide, at det er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten til deres lokale Forening ... Hvis a' vi da ells kae blie enige. De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder. Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa mig, da de giver mig Haanden.

-Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende Hals. -Ida. Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard. Der var saa stille i hendes Hjerte....

Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og kyssede hende paa Hænder, der var ligesaa marmorhvide som Bengerds. Men der kom onde Tider, og de blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende, viftende med sit hvide Slør et langt, sølvbroderet Slør, saa smukt og saa flagrende og han stod paa Altanen alene.

Han vilde blot blive let ud og maaske volde Bøg en Ærgrelse. Saa foldede han sine Hænder og bad til Gud, at Fejlen ikke maatte være der men at Velsignelse maatte gro op af det Menneskeværk, der idag skulde staa sin Prøve. Og da han havde gjort det, følte han sig roligere til Mode. Nede fra Etagen nedenunder lød der Klaverspil op til ham. Der var Nogen, der øvede sig paa en Melodi.

Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen ned over eders Forbitrelse; giver ikke heller Djævelen Rum! Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.

Stormen havde revet Barbérskiltet løs paa Huset ligeoverfor, saa Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog paa med ujævne Rusk i Regnen ... Stella gik tilbage til Vuggen. Aage saá paa hende og smilede ganske svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de smaa Hænder pillede krampagtigt ved Vuggekanten. Han begyndte at blive blaa i Ansigtet.

Nina havde bestandig i Moderens Omhu staaet tilbage for William, Drengens Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at se paa Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det runde Bord; den blanke Pande, Haaret, der barnlig var strøget helt tilbage ...

"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa Jorden og krøb hen til Stolen. "Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r." Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens Haar. "Stakkels Niels."

Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold. Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans Strube. Elendige! skreg han Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!