Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. juni 2025
Saa genoptog han Traaden de havde talt om Knuths Dygtighed som Rytter og han sagde med rynket Næse om Greven: -Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra? -Han har jo ligget i Aarhus. Og De vil jo ikke ride med mig. -Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften. Konduktørerne lukkede Dørene, og Efternølerne halsede ud af Ventesalene, fulgt af Hotelkarle, der pustede.
»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære, velsignede Dreng.« »August? Har August ...« Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie. Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at maatte tale med Fruen.
Ellers var det ... jo ingen Roman ... Vel sagtens til Guvernanten? -Nei til mig. Greven vendte Hovedet, og de saa paa hinanden. -Idag er det akkurat otte Dage, siden han erklærede mig sin Kærlighed. Grev Urne betragtede et Øieblik sin Hustru, men Grevinden lagde sig taus tilbage i Vognen uden at tale mer.
Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik Undervisning i Kunsten at spise Artiskok. Il est charmant , sagde hun ganske høit. Tjeneren havde skænket Moët i Glassene, og Carl havde tømt sit et Par Gange. Greven havde drukket med ham og ønsket ham Velkommen. Ellen sad med Glasset og ventede. -Drikker De ikke med mig, sagde hun. -Jo Tak saa gerne ... men ...
Greven trykkede hendes Haand til sine Læber: Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig som Ven, kære Alvilda! Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og forjættelsesrigt Blik. Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen. Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....
»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen. Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre lange Skridts Afstand. Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen. Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd derinde. Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han aabnede Døren.
Der var ingen Grund til at tro, at hendes Ægteskab ikke var lykkeligt. Og ellers delte hun i sit Liv ganske sit "Selskabs" Interesser. Greven var Sportsmand, og hun kendte hans Stalde ligesaa godt som han selv.
-Han fyldte tyve Aar forleden, sagde han. Grevinden blev ved at tie, og Greven tilføiede, mens han gav sig til at lege med Kniven: -Han var allerede helt voxen ifjor. -Det kan jeg forstaa, sagde hun. Og uden at tænke over det, helt distræt tilføiede hun: Naar skal han herhjem? Greven greb det: -Mener Du ogsaa, det var paa Tiden? sagde han.
Men jeg skal være for Carl alt, hvad jeg kan. Greven tog hendes Haand: Det ved jeg, sagde han. Det ved jeg, Ellen, at Du vil. Han talte meget om det ønskelige i, at Sønnen kom hjem for at lære alle Forhold her at kende. Han skulde dog en Gang i Tiden ... og han maatte naturligvis være noget fremmed for alt, opdraget som han var i Brüssel-Pensionen men det havde været hans Moders Ønske ...
Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet. -Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen. Alligevel var Spøgelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker. -Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dødsfald i Sognet.
Dagens Ord
Andre Ser