Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.
De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader. Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt: -Ja om vi ses igen. Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand: -Batty, sagde han. Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han: -Man véd jo, det kommer en Dag.
Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa Jorden til en stor Pøl. Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen. -Tag ham, sagde Giovanni. Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.
Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse. Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu. Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det. -Saa, Giovanni, saa min Ven. Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder.
Klagende strakte de deres Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger langt ud og slikkede de kolde Stænger. Giovanni rørte sig ikke. Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte og slukkedes.
De unge Legemer, som var saa vant til at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det. Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.
Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt. De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen. De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden.
Farvel da. Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til han var drejet om Hjørnet. Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu gjorde han det Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham Parten.
Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde for første Gang. Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.
-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig. Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.
Dagens Ord
Andre Ser