Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
-Hm. De kunde lære endnu. Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham. -Hvem var han? spurgte Giovanni. -Han? Mr. Cooke. -Cooke Jokeyen? -Ja. Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden. Giovanni opsøgte sin Fader. For fire fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt.
Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget utaalmodigt og gnavent. -En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet: -Ja til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes saa højt vil De saamæn slet ingen Mén mærke. Giovanni satte sig haardt op i Sengen. -Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og faldt tilbage mod Hovedpuden.
Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans Seng og presset ham for Penge. Han tænkte paa Batty paa Batty, som var død. Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote og ikke mere. Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer, og han havde ikke længer nogen Specialitet.
Om Søndagen gik Giovanni hjem. Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulde sige men sad der. Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte ved hinanden. Der gik en Stund. -Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni. -Skal Du gaa? -Ja det er det bedste.
-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke. -Vi kunde jo det kom tøvende dele Løverne. Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til: -Hvis Du vil. -Dele Løverne? -Ja jeg mener, vi kunde arbejde sammen. Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne.
Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind. Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss Alida sad med graat Slør om en rød Hat. Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.
Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri. En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren. Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han til Giovanni.
Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget. Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu.
Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen. -Ja ja ja, ja ja vist Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans Nakke ja vist.... Giovanni tog hans Haand. -Lad mig saa gaa, sagde han, tak Du. Han rejste sig, og med et Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej. Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saa ikke paa ham: -Giovanni, kunde vi ikke rejse?
Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt. Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af saadan En.
Dagens Ord
Andre Ser