United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle var de i Kisteklæderne; og Luften under de lave, hvidkalkede Hvælvinger laa fuld af denne stramme, sødlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og bringes for Lyset og Dagen ved Fester og paa de store Højtider. Det var den fjortende Søndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani skulde holde Høstprædiken. I Stolen nærmest Kordøren sad Pastorinden og Clara.
Og Grev Scheele fandt de ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige, ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om.
Først da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet: »Næ var det dog ikke forfærdeligt!« »Lad være at tale om det, Clara!« »Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?« »Mumier kan da ikke stønne!« »Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en Gang, jeg kan tydelig huske det.
Hvor er da de Mennesker henne! Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte nogen frem for at tage imod hende. Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne. Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter. Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.
Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast. Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske? Drukne mig! lo Synderen. Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme Godt, min Pige, nu har du selv sagt det. Og hun begyndte at vade udad med hende. Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.
Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over Haaret Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild! Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte i den højeste Sindsbevægelse det havde været en værre Historie! Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara. Saa var vi bleven stegte! mente Karen.
Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket. Jo, nikkede Pastorinden jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara, gaa ind og hent din Fader! Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede Mandens Komme.
Men naar han saa senere paa Aftenen kørte hjem sammen med sin Kone og sin Datter, sad han tavs og med lukkede Øjne trykket ind i et Hjørne af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der stundede til. Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og stirrede drømmende ud i Halvmørket. Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani afgjort.
Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander. Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud og laasede udvendig fra. Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse. Jeg skulde sove deroppe derom var vi uhyre enige. Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen.
Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet. Men den gamle Naade kørte paa: Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn uden pr. Fuldmægtig! Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter netop viste sig i Døren. Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret.
Dagens Ord