United States or Puerto Rico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! Hun bryder sig ikke en Døjt om ham! Men kære Baronesse ... Ikke en Døjt , min Bedste! Hun vilde giftes igen, det er Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer! Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet! Lever hendes første Mand endnu? Ja i bedste Velgaaende, gør han!
Tjeneren skænkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage siden var løben bort fra sin Mand. -Men hvorfor er hun løbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod Bordet. Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund. -Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt.
Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit løftede Glas, sagde: -Den er som Blod. -Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stødte sit Glas mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde været med til alle atten Flasker, op gennem Aarene. -Ja, sagde Baronessen. Og med Glasset op til sine Læber sagde hun, halvsagte, over til sin Mand: -Du.
-Der er vel ikke no'et, til der ka' hjælpe, sagde den anden. Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren: -Han er osse skidt. Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes: -Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang. -Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.
Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del ældre ud end længere op ad Dagen ..... Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok.
Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør. -Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig: -Gaar Du, sagde hun. -Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham ud gennem Stuerne.
-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der tørrede sin lille Kirsebærmund med Servietten: det er saamæn meget muligt, at der ikke er saa meget ved Livet. -Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun. -Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som De om Livet?
Saa lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten. Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse! lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation. Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths dybe Stemme raabe: Tak, Tak, Hr. Pastor!
Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse. Og saa lod hun altid sin Mand læse Brevet ... De holdt maaske Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde læste Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De mødtes maaske ogsaa her ... Han skulde knække Halsen paa den Grevetamp!
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte: -Mo'er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget: -Mo'er. -Hvad er der?
Dagens Ord