United States or Guam ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Å snak; du bare fordærver øjnene med det. HEDVIG. Langt ifra. Kom her med penselen. Ja, det vilde jo ikke vare mere end et minut eller to. HEDVIG. Pyt, hvad skulde det så gøre? HJALMAR. Men ikke fordærv øjnene! Hører du det? Jeg vil ikke ha' noget ansvar; du må selv ta' ansvaret på dig, det siger jeg dig. Ja ja, det skal jeg nok. HJALMAR. Du er svært flink, Hedvig.
O, han skal føle, hvad et had som mit, et evig gærende, et aldrig mættet, kan ruge ud til hævn og til fordærv! Gå, Furia; din vagt er nu til ende; thi kom jeg hid . Dog, hellige gudinde, hvad ser jeg; ve dig; ve dig! Flammen slukt! Slukt, siger du? Så vildt den aldrig brændte; den slukkes ej. VESTALINDEN. I magter, hvad er dette? FURIA. Nej, hadets ildhav slukkes ej så let!
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte, det rige Roma, og den uselhed og det fordærv, hvortil det længst er sunket, fremtræder klart som solen for mit syn, da råber højt en stemme i mit indre: vågn, Catilina; vågn, og vord en mand! Ved mindste lyd fra virklighedens rige de flygter ned i sjælens stumme dyb. AMBIORIX. Se hist vor rejses mål! Se Romas mure! Mod himlen står det høje Kapitol.
Men kom vel ihug, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed. NILS STENSSØN. Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. Men I, som jeg har givet mit ord, sig mig hvem er I? NILS LYKKE. Mit navn er Nils Lykke. Dog vel ikke den danske rigsråd? NILS LYKKE. Jo netop. NILS STENSSØN. Og I skulde ? Det var selsomt.
Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat ? FRU INGER. I dette øjeblik, herr ridder! NILS LYKKE. Nej, nej, umuligt! FRU INGER. Som jeg siger. NILS STENSSØN. Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg må! NILS LYKKE. Men det er eders sikre fordærv NILS STENSSØN. Lige godt! Hun har al rådighed over mig NILS STENSSØN. Mit ord holder jeg; lid på det.
O, igjennem disse Sunde, disse Net af Fæstningsgrave, ovenfra, naar Synet høined sig mod Sky, i Dybet øinet som et Garn af sorte Baand mellem disse Dødskasteller, o, her kunde Døden, om den var en Aand, og ei burde tænkes heller som fra Paradisets Have Fredens Palmers milde Aande, der borthvifter Jordens Vaande, o her kunde den, belæsset med Fordærv, med Ljaen hvæsset, Herrens Dommes Overbringer til en millionfold Skare, gjerne fare paa de lynbaldyrte Vinger uden Mine af Foragt for de Dødeliges Magt, uden Trækket til Medynken skulde, svulmende i Rynken, om hans Læbe blive lagt.
Jeg føler mig en Tullia; men du? Foragt dig selv; foragt dig, Catilina! CATILINA. Skal jeg foragte mig, fordi mit sind ej længer huser vild ærgerrighed? FURIA. Her står du på en korsvej i dit liv. Hist venter dig en tom og dådløs færden, en mellemting af død og døsig slummer; men på den anden side skimter du et hersker-sæde. Vælg så, Catilina! CATILINA. Du lokker og du frister til fordærv.
Dagens Ord
Andre Ser