United States or Cook Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hørtes der daglig udi de samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde været udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornævnte Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den store Mand.
Uden Ord og vild af Vrede kastede han sig over hende og slog hende i Hovedet med Bøssekolben; men da heller ikke det hjalp, raabte han paa en lille Dreng, der legede i Nærheden af Huset med en Fuglepil. Drengen bragte ham Pilen, og med den gennemborede Christian hendes Strube, saa at hun endelig døde.
Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold. Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans Strube. Elendige! skreg han Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!
En unævnelig, kvælende Bitterhed snørede hendes Strube sammen. Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre, og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet. Hun saá atter paa William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem mellem deres, som sad foran, han levede paa Scenen. Hun bøjede sig ned og kyssede ham heftigt paa Panden.
Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes Benpiberne stak ud gennem Huden. I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube.
"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle Tegn paa ustyrligt Raseri. Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet; men næppe fik Hunden Øje paa ham før den foer lige løs paa ham og sprang til for at sætte Tænderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet et sikkert Tag i den.
Faderen tog Barnet, skar det op og sønderlemmede Liget for at finde Dødsaarsagen. Men han fandt intet, og de førte Barnets Lig ud. Men nu døde ogsaa Moderen, og atter tog Poulineq sin Kniv og skar hende op. Men saa kom Broderen til og sagde: „Lad mig søge!“ Fra hendes Strube borttog han et Stykke tørret Kød, og hun levede op igen.
Vil du slippe! hvæsede han. Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube. Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte. Jakob kom op paa Knæ, han var nu aldeles rasende, Øjnene traadte ham ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hævede han Kniven, denne Gang for at støde den i den ulykkeliges Bryst.
Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever, rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak. „Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren. Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa at hun ikke kunde faa Vejret. Ej eja ej! ... Aah!
Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro, raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over Engen frem over Vaenget igen og igen.
Dagens Ord