United States or Guernsey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Med en sidste Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og Kniven fandtes i hans Haand og saa har han ikke #kunnet# mer, hans Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!
Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hænderne langeligt frem mod Knæet og følte efter et Sted at begynde. Medens han skar, forholdt han sig tavs. Axel blev først ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smærten mellem Kniven og Saaret. Men han spændte sig, og idet han holdt Vejret af al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i Besvimelse.
Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter. Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen. Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.
Hans venstre Fod traf rigtig Stenen, og med sin fulde Vægt faldt han over Faaret og væltede det. Et Øjeblik kæmpede det under ham, saa fik han Kniven frem og jog den i Dyrets Hals. Blodet rislede ud over Stenene. Der gik et Par Kuldegysninger gennem Faaret, dets Legeme knugedes sammen under ham, Øjnene brast; det var dødt.
Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person, som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo . Paa Dansk: Kniven. Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt ovenpaa en Tønde.
Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.
Og Manden vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit Offers Bryst, lod den sidde, og paa samme Tid stemmede han Knæet mod Stoleryggen og væltede den med den dræbte over mod Bordet. Lyset slukkedes. Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud mod Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter.
Om han vovede Springet derned og kastede sig over Faaret, vilde hans venstre Fod kunne finde Støtte mod den store, fremspringende Sten yderst paa Afsatsen, den saa ud, som den var sikker nok. Men hvorfor! hvorfor vilde han gøre det? Hvorfor vilde han kaste sig over Faaret dernede og støde Kniven i Struben paa det. Det var jo meningsløst Vanvid.
Natmanden havde en vis indesluttet Forstandighed i sit Væsen, Mikkel regnede ham for sin Ven. En Dag, da de flaaede Skindet af en Hest, blev Mikkel siddende længe med Kniven i Haanden i dybe Tanker. Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og kunde ikke leve derhjemme paa Egnen.
Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet. Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man. Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen. Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. Det er jo hans Folk! Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.
Dagens Ord