United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !


Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte Taarne.

Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin Haand paa mit Knæ. "Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa denne Maade!"

Det plejer ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa, som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf.

Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken. "Jean Carabin!" sagde han. Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne. "Jean Carabin!" gentog Duroc. Han sprang op og greb om Stolens Arm. "Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte han. "Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"

Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære hinanden bedre at kende, De og jeg." Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte. "Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved at krydse den med Deres.

"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc. "Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig." "Har han rødt Haar?" "Han er saa rød som en Ræv." "Godt, godt! Det er min Mand," raabte min Kammerat, skælvende af Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa, at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr.

"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest. "God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment." Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre. "Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han. "Nylig udnævnt?" spurgte jeg. "Sidste Uge!"

Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren. "Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der kalder sig Baron Straubenthal?" Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej.

Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme, men det forandrede ikke hans Beslutning. "Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"

Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt borte. Jeg gik ind i Modtagelsesværelset, hvor Duroc, iført en ny, skarlagenrød og guldbroderet Klædning spadserede rundt mellem en ventende Skare.