United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der bliver saa stille om os. Døren ud til Natten staar aaben. Begærligt suger jeg den friske Luft ind. Der begynder at blive kvalmt om mig. Ja, hun logter ekk godt ... skae vi saa goe. Han gaar foran med Lygten. Nu kae vi jo heller ekk hjælp' hinner mer. Hun er den sidste af os. I Døren vender hun sig endnu en Gang om og ser ind i Mørket. Herregud, den lell Hanne ... jøsses ja.
Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den Tøs. De gik til alle de Folk, som de kendte.
-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til hende: -Hanne, vil De være saa god at lukke Døren. Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev bortsendt. En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag for der var ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af Børnene noget, der gik dem over i Blodet.
-Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen Skade. Rose sad videre. Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen: -Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok selv se. Faderen var meget for træt til at tage sig af det. Undtagen én Gang. Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk Døren.
De havde to Børn, en Søn og en Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter med mig i Omegnen af Athen, f.
En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Først til hans Far og Mor. Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at det jo var Kristian og Hanne. Kristian og Hanne! De er døde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var gaaet ud i Skoven uden Forlov. De var tørstige og bad om en Drik Vand.
Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste sig, kridhvid, i sin Dør: -Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han. Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede. Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden nogensomhelst Ceremoni.
I Gangdøren bliver de staaende endnu et Øjeblik. Jeg kan høre deres Stemmer. Han harker og spytter. Lygten kaster sit Skin ind over Havetræerne. Langt paa den anden Side Skoven brøler en Ko. Saa lukker de forsvarligt efter sig. Der kommer Lys bag Ruderne inde i Stuen. Skovriderens Hanne ... Vi mødes paa den anden Side! Var det ikke saadan, han raabte den sidste Gang, de saa hinanden.
Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede: -Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun. -Det var jo godt, svarede Moderen. -Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne. -Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen. Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede.
Dagens Ord