United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
Om Aftenen, naar Mikkel gik forbi, saa han Lys oppe i et lille Vindue i Gavlen ud til Haven. Om Natten var Lyset slukket, Mikkel gik forbi og saa derop. Et Stykke skraas overfor Mendel Speyers Hus laa St. Clara Kloster, og her var der et mørkt Hjørne, som Mikkel fandt det lykkeligt at staa ret op og ned i om Aftenen og Natten. Han kunde øjne Vinduet derfra.
Alle gjorde Holdt for Døren og "stod" indenfor. -Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet. -Og Degnens véd Nyt men de sladrer ikke. Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals, og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke.
Hele Hallen laa i Halvmørke, og skønt den gjorde Indtryk af at være et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette. Da vi naaede derop, gav den Dværg, som vi først havde truffet, sine Følgesvende Tegn til, at de skulde trække sig tilbage, og viste os saa Vej til en lille Forhøjning, der var anbragt midt i Hallen.
Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop. „I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren. Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til Kingigtok!“ Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte.
Jeg var redet derop gennem Skoven der var saa køligt og saa friskt under Træerne og saa derude Havet og Luften saa klar Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt i Solheden, og sang, mens jeg løb ... -De er maaske en lykkelig Natur? -En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, det tror jeg ikke, at jeg er
See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.« Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?« Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev hun.
Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene. Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at de øvede sig i Trolddomskunster. Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det til Hjælpeaand. „Den skal være min Hjælpeaand!“ sagde den ene. „Og her er noget til mig!“ raabte den anden.
Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat! raabte de Manden af vor egen Midte!
I Hamburg sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop. Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time.
Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom derop.
Dagens Ord