United States or Niue ? Vote for the TOP Country of the Week !
See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.« Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?« Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev hun.
Og nu var alligevel Frøken Frederikke kommet og havde inviteret dem! Glade og travle fik de Kapperne paa, Tørklæderne over Hovederne og Haandlygten tændt: Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen. Og Lurvadt blæste Lampen ud; hun havde det meste Vejr tilovers. Og med Tøfler uden paa Filtskoene balancerede saa »Asylerne« i Gaasegang over den mørke Gaardsplads. Ingwersen gik i Spidsen med Haandlygten.
Det er gamle Landgaarde, Vidner om, at man for ikke umindelige Tider siden her befandt sig i Byens Udkant. Overalt herskede en ret velgjørende familiær Ugenerthed. Ved det aabne Vindue i en Stueetage gav en ung Kone sit Barn Bryst; skraas overfor, oppe i et solbeskinnet Vindue, røg en Mand i Skjorteærmer sin Pibe og stirrede op paa Gjenbotaget, hvor en hvid Kat balancerede.
Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa sagde han saa vil De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os som det, den er som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort. -Farvel. Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa et Brædt.
Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne. Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.
Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj Romtoddy. „Hi, hi, hi! Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har Kommandoen alligevel!“ Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi velbeholdne foran Malakias's Hus. „Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen; jeg kravlede ind.