Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 6. juni 2025
Intet, ikke det ringeste! Kun at han holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket.
Han forstod, de snakket om Fransiska Jahrmann. Han kunde ikke la være omtrent daglig gik han bort i Via Vantaggio. Nu sat Jenny Winge næsten altid alene hjemme sydde eller læste. Hun lot til at bli glad, naar han kom. Forresten syntes han, hun var blit litt forandret i det sidste. Hun var ikke saa kjæk og bestemt til at uttale sig mere ikke oplagt til at diskutere og docere heller.
Det var virkelig også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles udmærket.
«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden «Styggen» gjøre sin pligt.» Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele, og havde ændret kurs udover fjorden.
Og bortset fra det, han gav bort, satte han alt hvad han tjente i lignende foretagender som Big-Horn-projektet. Han syntes, at det var hans pligt at la de pengene, han tjente paa Det Vilde Vesten, gaa til det samme vestens civilisering.
Naar jeg ned fra Stavnen saae, syntes jeg see hvide Arme, svaneduunbedækte Skuldre jublende at skynde paa... Tys! et Chor, afbrudt af Latter! Tys! et « Rule Britannia! Rule Britannia! Rule the waves! » syntes jeg dernedenfra i et Chor fra Munde hæves, som af Bølger fyldtes atter, saa det blev kun en Musik søde Brudstykker jeg fik.
HEDVIG. Ja jeg ved ikke . Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre. GREGERS. Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem. HEDVIG. Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så
To Smerter greb hans Hjerte paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: »Benjamin! Benjamin!» Det var i de tungeste Timer. Da lettede hans sig ved at pensle paa Rosenknoppen. Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet.
RELLING. Det turde bli' værst for ham. Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt. HEDVIG. Hvilket? Å, det med vildanden. Nej. GREGERS. Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke. HEDVIG. Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt. GREGERS. Underligt?
Aa det var saa deilig saa deilig, og jeg syntes, livet var vidunderlig, og bare Lennart var trist og jeg syntes, han var det mest storartede paa jorden, og jeg var saa grænsesløst glad i ham, og det andet var bare tøiseri av mig syntes jeg pludselig. Saa slog jeg armene om halsen hans og saa sa jeg: «Nu vil jeg være helt din, for jeg elsker dig .»
Dagens Ord
Andre Ser