Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit Ansigt. »Ved Desagde jeg, »at . . . . Men nu De ikke blive sint . . . . Da jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . . således . . . . som om De i den . . . . og sovned jeg ind . . . .« »Jaså? Det var vakkertPause. »Men det måtte nu også være Frastand, De kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .«

Og jeg stod og disse Billetter og ønsked mig en. »Andreas Tangen, JournalistJeg trådte frem og bukked. »Kære, hvordan kan De være kommen herJeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt forsent ude, desværre . . . . en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .

Egentlig havde Konen været i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at bo hos nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at jeg trængte til dem.

»En halv Krone, gamle Vensagde jeg og gjorde mig fræk; »her her har De Valuttaog jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. »Har ikkesagde han, »nej, ved Gud, om jeg harog han vrængte sin Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke

Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat en Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han var Tekniker og skulde Kontoret. »Følg med og tag et Glas Ølsagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes

Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand.

Dette adspreded mig; det ensformige Mørke, irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne lukkes. Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt ; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes. »Di vil mælle Dere nede hos Jourhavendesagde Konstablen.