United States or Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var det, han havde kaldt mig? Tosken?
Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad. »Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. »Hvornår?« »Jeg ved ikke.« Pause. »Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har talt med.« Pause.
Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min gave tilbage for min egen fod. Tro ikke, at jeg beklager mig.
Han kaldte på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette fordømte Årstal mig?
Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en. »Andreas Tangen, Journalist!« Jeg trådte frem og bukked. »Kære, hvordan kan De være kommen her?« Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes, løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .