Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var, af denne unaturlige Kamp. Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende.

HEDVIG. holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble't ved med det. GREGERS. Og nu bér De for vildanden også? HEDVIG. Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var sygelig i førstningen. GREGERS. Læser De kanske morgenbøn også? HEDVIG. Nej det gør jeg da rigtignok ikke. GREGERS. Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?

Tænk, sikre sjæl, at al ting staar i Herrens bok opskrevet.“ Malinda sang en sang hvis titel varEn yngling drog i krigenog siden veksledes med vidnesbyrd, bøn og sang til midnat, da man hadde besluttet at vaake ind det nye aar. Hen imot møtets slutning stod Petter Hendrickson op og vilde si litt.

Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der saa ydmyg, bly sig klynger bly som tause Taares Tanke til en Moserosenknop?

FRU INGER. Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han, ja, se selv efter , derfor har han aflivet sig. KRIGSKNÆGTEN. Aflivet sig? FRU INGER. Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd.

Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah! Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se, nu, nu lægger En ifra! Ledig Dandy vil maaskee skyndsomst fra Catania til en Lady, som er daanet, hente i krystalne Glas Is, som er paa Ætna blaanet? eller til en bedre Spas til en Viscountesses Tørste fra Vestindien allerførste gyldenmodne Ananas? Thi Mylord har Tid nok jo, og de høitberømte To ingen Bøn han kunde negte.

Arrangementskomiteen hadde ogsaa spurt W. U. Nelson om ikke han vilde si noget under møtet, men han hadde svaret, at slik som det nu gik i menigheten, kunde han intet si. „Naar man vil saa helt sætte tilside dem som har staat med menigheten i last og brast og sætte ind de til ledere som ingen greie har paa menighet bare fordi de kan staa op og holde bøn, saa vilde ikke han ha noget at gjøre med menigheten,“ sa han.

Lørdag eftermiddag før han skulde holde sin avskedspræken gik han en tur bortover imot kirken. Han vilde tilbringe en liten stille stund i det kjendte, kjære gudshus. Han gik op til alteret, gik indenfor alterringen og knælet paa bedeskammelen. Han forblev længe i bøn til Gud, længere end han selv visste av.