Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 17. oktober 2025
-Men ved De hvad, Vilsac, og hun talte noget roligere man kan fødes med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit høieste Ønske?
Ellen sad og smilede: Carl De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel. Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig: -Tager De ud og siger Farvel til Vilsac? -Det havde jeg tænkt. -Naa ja, det kunde jeg begribe. Han sagde ikke mer.
Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke? -At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane aa, det maatte være saa besynderlig fredeligt ... Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand mod sin Pande, sagde hun: -Vilsac det bedste var aldrig at tænke. Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.
Ellen følte en kold Bleghed over sit Ansigt, og hendes aabnede Mund lukkede sig igen. Og i et Nu faldt en Sætning hende ind, den døde Vilsac en Gang havde sagt, mens han sad her ved Siden af hende: -Sér De, jeg tror altid, der er et Øieblik, hvor Skæbnens Vogn ruller over os. Hun hørte hans Stemme, saa ham ... -Ja Skæbnens Vogn. Hun reiste sig vaklende, og hun støttede sig til Kaminen.
-At bringe alle Ofre for den alt at gjøre det Vanvittige det fanatiske ... at blive Martyr med Glæde Grevinden saa op, og der var kommet noget som en svag Rødme op i hendes Kinder. Men saa skiftede hun Tone og sagde: -Men, bedste Vilsac jeg bliver altid saa dybsindig, naar jeg taler med Dem. Ellers plager det mig ikke ... Er der ellers noget nyt? -Aa, man siger, at Mr.
-Og kommer ikke mer tilbage? -Næppe. Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé. Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave. -Nei han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin Kjole. Saa saa hun op: -Nei Vilsac vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.
Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig. Carl stod op: Hvad skal jeg. -Sæt Dem her. Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun. -Jeg er aldeles ikke vred. Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei Carl De skal ikke være bange. -Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet.
Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den tungsindige Sang, tænkte hun: -Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand. Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet nogen Tid tause, sagde Vilsac: -Og De De bliver her? Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?
Dagens Ord
Andre Ser