Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. juni 2025
Søvnen tog hende ... I Familiehuset. Lige indtil Klokken godt to havde der været stille inde hos Lig-Johanne. Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde: Der er de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet. Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen og løb hen og greb Moderens Haand. Der er de!
Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos, gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen som et sygt Dyr. -Vil du ikke spise? sagde hun. -Nej Tak. Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke horte. Faderen faldt hen.
Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot, men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i Sengen her, paa Hospitalet.« »Véd De, hvor De er, Byens Navn?«
-Ja, sagde Ida, der saá ud over den blanke Sø, hvor de hvide Baade laa ved Broerne saa stille, som var de ikke vaagnede endnu: -Iaar er der godt for Blomster, Fru Hansen.
Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa dejlig som at blive kysset af Robert jeg var ganske svimmel af Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet. "Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv; "saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."
Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet: -Ja, sagde hun, han er et rart Menneske. Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste Skridt. Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai.
Saa tog han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en drømmeløs Søvn. Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks.
Længe laa Niels over det døde Faar og stirrede ned i Havet der dybt, dybt nede. Hans Hjærne og hans Legeme var saa slappet efter Springet og den korte Kamp med Faaret, at han helt havde glemt det, der var sket. Først da hans Fod begyndte at smerte, vaagnede han af sin Døs. Han rejste sig og stirrede ned paa Faaret, der laa dødt for hans Fødder med brustne Øjne og Kniven gennem Struben.
Manden gav sig til at spise, men da han greb ned i Posen, fik han fat i en kogt Menneskehaand, og da han saa den, sagde han: „Saadan noget kan jeg ikke spise!“ Da det blev Aften, gik de til Ro. Manden lod, som om han sov, og naar han snorkede en Smule, lagde han Mærke til, at hun tog sin Krumkniv; men naar han saa lod, som om han vaagnede, hørte han Klang af Jern.
Der var mørkt i Værelset; men Døren ind til Herredsfuldmægtigens Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tændte. Ægteparret sov sødeligt med Armene om hinandens Skuldre. Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i teateragtigt Maanelys ... Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved.
Dagens Ord
Andre Ser