Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart, Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.
Men vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" Musiken klang, og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre Berømmelse.
-Lad os gaa lidt, sagde Katinka. De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet hen. Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt. Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden. -Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig. -Hun? -Ja Deres Forlovede....
"Har De været vred de sidste Dage," spurgte hun og blev ved at spille. "Hvorfor skulde jeg være vred?" "Jeg véd det ikke" hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner "men jeg har været bedrøvet over det." Han svarede ikke. Han blev ved at se paa hende, hun spillede. "De véd jo dog, jeg er Deres Veninde," sagde hun og vendte Hovedet halvt.
Paa »Erbgerichts« Terrasse straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra. Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk.
»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris. »Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg. »Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.« Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an. »Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.
Hans Stemme lød ind til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til hvilke hun selv satte Ord. Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede. Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Saa bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder, hviskede hun ømt: "Har Du lidt saa meget?"
Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin Krog en af Drengene sagte: -Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar. Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen men mere svagt de harpelignende Taster: Tell me the tales. that to me were so dear, long long ago long long ago Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage ømme Tider uden Skyld og da Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde.
Dagens Ord
Andre Ser