United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Denne Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?" han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig.
Saaledes stod de: Ingwersen, sagde Frøkenen der trakteres med Chocolade nede paa Badeplænen! Hvad kommer det mig ved ... knurrede Ingwersen. Men uden at svare kravlede Sofie ind gennem Vinduet, og Tyrk sprang efter: Ih Du min Gud og Skaber! skreg Ingwersen, da hun saa dem.
Ellen førte de klamme Hænder sammen i sit Skød; og da hun ikke talte, sagde hendes Mand, der følte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen: -Begriber Du jeg vilde næsten ønske, han havde et Fruentimmer ... Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt til ham. Og han gav sig til at tale om andre Ting.
Han har saadan en smuk Skikkelse." Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar over.
Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste Øjne lyste et Glimt frem: Det er Vreden ...! sagde han. Og hvem er De da saa vred paa? Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig: Paa alle Jer, der er raske og varme! Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde stem Dig nu ikke op igen ...
"Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden." "Hvad mener De?" spurgte hun. "Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet.
Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals. Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.
Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert, at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt, at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende Svar.
Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slaa hurtigere og rejste sig fra Skammelen. "Vær saa ogsaa lidt god imod mig," hviskede hun, han kunde næppe høre det, skønt hun spillede ganske sagte, "jeg trænger til Venskab." Han vidste ikke, hvad han skulde svare; han stod bagved hende, og uden at han vidste hvorfor, fik han pludselig Taarer i Øjnene.
Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie nævnede for hende, henne fra Mørket, Ret efter Ret. -Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at nævne en Mellemret. Sofie vilde svare, men hun sagde: -Han mærker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser. Sofie nævnede Deserten: -Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade. -Jeg fik Penge igaar.
Dagens Ord