United States or Colombia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fru Line vidste ikke Raad for at svare: Nej det ... ja det ... stammede hun. Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til Tider maa I vel være enige? Det er kommet senere, Onkel, det ... Har han andre Kvindfolk? Det er vel det ? Ja e ... Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det var jo ikke det afgørende, dette med de andre; men ...
Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen Politibetjent.« »Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?« »For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«
To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage." Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."
Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og klædte dig? Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig? Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig.
Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen. »Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel #det# ... Jeg skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...
Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.
Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt. Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed. Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.
Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.
"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg haaber, at Carruthers fortæller Dem noget Nyt?" Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg nødt til at svare. "Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste videre. Han blev ved med at sige Bur r r r og begyndte at aabne sine egne Breve.
"Hr. Gerard synes at være lidt opblæst," udbrød han. "Han er aabenbart for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver ældre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en underordnet Kavallerist at give affejende Svar!" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til Hjælp.
Dagens Ord