Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
Lykkelige Sommernat. Bag alle Knopperne gror Bladene og i Morgen, naar Solen staar op, brister de blanke Skæl, og Bøgen staar i sin lyse Sommerdragt med Dun om de nøgne Stilke. Millioner af nye Væsener skabes i Solbranden, og før Aftenens Stilhed dæmper den larmende Dag har Tusinder og atter Tusinder af Celler lukket sig i sprængt er deres Higen.
Ida aabnede Skodderne, saa Lyset fyldte Stuen som en Strøm, men den Syge blev liggende tavs, med de lange og blege Hænder ubevægelige paa sit Tæppe. Ida blev ved at tale, muntert: -Nu skal jeg Tur, sagde hun. Den Syge nikkede kun: -Ja, sagde han, Solen frister. Ida lo: -Ja, efter Vagten. Godmorgen. Frøken Petersen var kommen ud og gik, renset og stivet, i Gang med Vagten.
Men han var træt og angst, han var saa elendig som et Menneske kan blive. Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat. Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der. Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed.
-Dejlig Kage, sagde han. -Det er Huus' Kage, sagde Katinka. -Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den.... Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han tog Huus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsige allesammen den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paa Vejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun af Solen.
Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret. De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt ganske langsomt anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun selv havde fundet, de fremmede Ord: Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for du har ej mig kær
-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke Luft. De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned. Tine satte Drengen bort med et Saet. -Der er de, sagde hun og stod op. Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende Trup. -Nu naaer de Bakken, horer du? -Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt.
Direktører« om stykker og Billetpriser og Skuespillerengagementer. -Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ... De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen, Luften var høj og klar.
Hun begyndte igen at gaa: Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor! Tror Du, lille? Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.
Solen var lidt efter lidt sunket ned bag Lindene i Parken. Skyggerne over Gaardspladsen blev længere og længere. Den store røde Bygning, der nu i Aftenskumringen fik en næsten blaasort Tone, laa som uddød. Ikke en Lyd hørtes. Kun af og til lød en lille, klagende Piben fra det aabentstaaende Vindue paa første Sal, som i Trækvinden sagte bevægedes frem og tilbage ...
Jordemoderen kaldte ham et Haneæg, fordi han var saa urimelig lang og spids af et nyfødt Barn at være. Og Forældrene og hele Slægten sagde, at han var forbyttet af Troldpakket. Men selv anede han intet. Han løb og legede den lyse Barndom igennem som de andre Børn, frydede sig over Solen om Sommeren og over Sneen om Vinteren. Men han var urimelig bange.
Dagens Ord
Andre Ser