Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Og over den ganske Jord et eneste Mørke laa mens frem i Mørket løfted sig et Kors, saa stort, som vilde dets vældige Arm favne baade Himmel og Jord. Stille der var. Kun nu og da fra Korset en Draabe der faldt, og atter stille der blev, til den næste Draabe den randt, og der igen blev tyst, til den næste Bloddraabe faldt. Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed. Moderen lukkede Bogen.
Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane ... det er hele Anledningen. Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, saa.... Peder . Men det har jeg, høivelbaarne Hr.
En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld, begaar Selvmord, eller bliver Kristen! Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt hende ned over Kinderne Blæse være med det hele!
Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien randt mig i Hu, og jeg fik da at vide ja det kan jeg vel gjerne lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe, hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at vide det. »Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai«, sagde Præsten, »for jeg har ikke mere end to Døttre.
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud. Saaledes randt nu Pebersvendens Dage.
Naar han skulde dyppe en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt skinnede. Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor, saa længe det stod paa.
'William stod stille: "Jeg tror, De vil blive til noget," han saá længe paa ham, saa sagde han ubeskrivelig mildt: "Der maa være en Lov om spildte Kræfter om at de ikke spildes. Saa vil meget komme Dem tilgode, Andersen ..." Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad hans Kinder. "Farvel. Andersen," sagde han, saá atter paa ham gennem Taarer.
Denne havde rejst Pengene gennem sin Familie, og Summen var stor nok til, at Bøg for den kunde leve et Aar. Paa den Tid mente han, at han vilde kunne gøre sine Studier færdige. Og der maatte vel saa aabne sig en Udvej for ham. Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens. Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa stille og forskræmt.
Det tændte i Østen, mens de gik over Heden. Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skærende Dagning, at Axels Øjne opløstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans blottede Fødder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden. Nu græder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkæreste, forvaaget og med Kulde i sin Røst.
Dagens Ord
Andre Ser