Men da jeg imorges stod op og saae, at Rosenknoppen den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske bleg og vissen, saa ... ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee. Abigael . Jeg leer ikke.

Den største Frugtbarhed, Yppighed og Afvexling omgav os, idet vi rullede ud ad Veien, navnlig vare store Træer i meget smukke fritstaaende Grupper tilstede, og yderst tilhøire dannede den mørke Skov en dyb man kunde næsten sige tungsindig Modsætning til sin Fjende, den lyse Sukkermark, der i Aarenes Løb bekriger den, og tilsidst vil vinde en fuldkommen Seir ved aldeles at fortrænge den.

William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han. "Farvel, Hoff." Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig, tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været oppe hos Nina hver Dag. Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa et Øjeblik paa Broderen og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen.

Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen. Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl. -Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen. Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort". -Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.

Hun sad de lange Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade, og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.

Men op ad Muren paa Huset klatrede en tungsindig og spæd Rosenbusk, der aldrig kom i Blomst. I denne Have kunde man sidde og se ud over Søen, der ved Fiskerlejet skar sig ind i en Vig. Stranden skraanede her ganske fladt ud, og naar det var stille Vejr, laa alskens Affald og vuggedes blidt af de kraftløse Bølger, saa en stærk, raadden Duft nu og da bares ind i Haven.

Denne havde rejst Pengene gennem sin Familie, og Summen var stor nok til, at Bøg for den kunde leve et Aar. Paa den Tid mente han, at han vilde kunne gøre sine Studier færdige. Og der maatte vel saa aabne sig en Udvej for ham. Imidlertid randt Dagene langsomt hen, Dryp i Dryp, alle ens. Hansen-Maagerup blev mere og mere tungsindig. Han puslede om saa stille og forskræmt.