Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. juni 2025
Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at være ude i. Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys.
Taarerne steg hende i Øjnene, saa stor var hendes Medfølelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt ramte baade hende og Børnene: Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... lød det saa Forvalter Larsen har været hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold ... Gaarden er solgt. Til hvem? Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.
Der var særlig een Klasse af Mennesker, som Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa den.
Landet derinde laa med spredte Rester af Tøsne, Krager og Alliker fløj skrigende op fra de nøgne Træer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt. Synet af den faste Kyst ramte Kongen som et Slag. Han følte, hvor sandt det var, at Landet stod i Oprør. Det var ramme Alvor.
Saa hørte de Teatervognene paa Gaden og tog et Par Tørklæder om, for at staa lidt i det aabne Vindu. Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise »det«, som Bladene skrev, »uden Skyld saa haardt ramte Personale« sin Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling.
Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ... Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt oppe i Masten.
Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned, saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.
Fra Land affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen.
Saa drog Mikkel sit lange Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede underlig hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv. Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene, han greb med Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet.
Det gjorde Indtryk paa ham kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen eller blev urolig men jeg saá, at det ramte. "Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?" "Jeg vil aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg; "med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til mig.
Dagens Ord
Andre Ser