Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. juni 2025
Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem, og prøvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecarté. Men jeg kunde ikke en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene paa Gulvet. Saa trak jeg min Sabel og øvede mig, indtil jeg var træt, men det var altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods af min Vilje. Klokken ti skulde jeg møde Kejseren i Skoven.
Konferentsraadinden snakkede og lo højt med begge Hænder strakt frem mod hver, der kom saa man saa' hendes to Rader Tænder, saa hvide og sunde, som prøvede de hver Dag Kræfter med tykt Rugbrød. Herluf undskyldte, at han kom for silde: -Ja det véd Gud, De gør, lo Konferentsraadinden og rystede hans Hænder.
"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem, siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det." Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var forsvunden.
»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det meget godt, men ...« »Kan De maaske ikke huske mig?« »Huske? Næ æ « »Jamen prøv!« Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt. »Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og blege, markerede Ansigt smilede blot. Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.
Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv. Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at Madam Esbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til. Madam Esbensen var Jordemoderen. -Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen: -Det var paa det nærmeste. Emnet interesserede alle.
»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op. »Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten. Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre bagefter. »Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende og prøvede at lukket den op. De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen anden kunde faa Rede paa Mekanismen.
Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prøvede at tale med ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det store laadne, kraftesløse Hoved. Han kendte Faderens Træk, skønt Ansigtet næsten var groet igen, og Øjnene uden Blik. Der havde sat sig bløde Vækster og Blegner paa Ørene og paa den golde Pande.
Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt. Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den. »Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe. »Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg. »Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt.
Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige Begivenhed, der var hændet hende. "Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?" "For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg. "Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.
Medens jeg laa paa Knæ foran en stor Trækasse og prøvede paa at pakke nogle Bøger ned i den, blev der banket paa Døren, og uden videre kom min Vært ja, for det er han nu ind i Stuen. "Du gode Gud! Hvad er det? Hvad bestiller De?" "Pakker ind," svarede jeg og rejste mig. Han gjorde en utaalmodig Bevægelse. "Passiar!" sagde han. "Det er ikke nødvendigt at pakke ind.
Dagens Ord
Andre Ser