United States or Wallis and Futuna ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der førte ind til Lejligheden. Da hun saa ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel: Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf! Han vendte sig hurtig: Hvad har Du her at gøre? Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...! Gaa din Vej, Oline!
»Ja der er jo « og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv læse i Aviserne.« »Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.« »Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn?
Han kjøber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kafé, sætter sig ved det lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person, Legeme og Sjæl, svømme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i Grunden er en mageløs prægtig Ting.
Forsigtig gjorde han sin Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit Whiskyglas. Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende. Jeg drikker ! sagde han. Rositta lo: Ja, vi er et Par nette Forældre! Særdeles nette! bekræftede han har vi ikke bekommet sunde, glade og smukke Børn! ... Skaal! Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.
Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude. -Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia. Ida stod foran "Proppens" Seng: -Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun. De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne. -Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften. -Naa, ja, sagde Olivia og lo.
Hvor haver Du været saa længe? Er Du dér? Lad os høre Dig! Hvad bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte at tale og øve deres sædvanlige Gebærder og stilledes saa igjen, undertiden ved et Ord, og undertiden lod de længe bede og synge for sig, før de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige. Vorherre. Den lille Mand er Djævelen. Jævnfør Udtrykket Bettefanden.
Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. „Hvad er det, I bestiller?“ sagde pludselig en inde i Huset, og vi kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse. „Vi leger Skygge,“ svarede vi. „Narrestreger!“ sagde han, „Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab ved blot og bar Leg.
Men da han fik Øje paa mig, slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen. "Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han. "Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret Dokumentet til Kongen af Spanien." "Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter.
Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig det glemte jeg nok ... altsaa! Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen. Hvad bestiller Du ? spurgte Isidor.
Pastor dog! Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt Led os ikke i Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det, han kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!
Dagens Ord