United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt paaklaedte og dodtraette, mens de blev ved at tale fra Stue til Stue, hojt og glad Ude fra Vejen horte man Afdelingerne, der sang. Berg var gaaet ud i Tines Kammer. Der saa hun ham, da hun kom han sad foran den lille Ovn. Hendes skinnende Ojne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes Haender.
Hun talte til Pigen og gik videre støttet til hendes Arm ... Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres Bænke ... -Hvad finder du, Schønaich connaisseur? -Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer? -Jo og fik den tilbage ... Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria Theresia, sagde han. -Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.
Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik. ... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det igen. De var i Stuerne og ude. For tyvende Gang spurgte Berg i Kokkenet, om Tine var kommen. Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der skete i Skolen. Hun var ikke kommen.
Der træffe vi Baadsmand, Kanoneer, Seilmager og Tømmermand, og Alle skrive de deres Regnskabsbøger til Dato; det er jo Søndag imorgen, og saa skulle disse tilligemed alle øvrige Protokoller, attesterede af Officererne, forelægges Chefen.
Klokken er 10; Tonerne ere hendøde, Officererne ere med en: "god Vagt!" til den Vagthavende gaaede tilkøis, Chefen har faaet Melding om, at Ild og Lys er slukket, har givet sine Ordrer for Natten og er gaaet ned; der er stille i Skibet, og man hører kun Søens Skvulpen, Udkiggenes eensformige "Alt vel" og nogle af Vagtfolkenes afmaalte Skridt forude.
"Skovriderens Ret" bar Tine selv. Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise, mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig. En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne Ord og heller ikke Svaret.
Der var altid et Par Lieutenantsben at komme forbi i Dorene, naar man skulde ud eller ind. Der blev en hoj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevaer.
De to Kaptejner blev vaekkede op af Tine Officererne havde altid et Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog sig til, baade ude og inde de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet.
Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger, mens Aftenklokkerne begyndte at ringe. Paa Pladsen rog Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen. Tine fik Bolling ned ad Trappen og stottede ham, mens han orkede ned forbi Laengen.
Ude i Gangen, der var fuld af Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende paa en Kasse; de plejede at fange Tine der til en lille Passiar, naar hun gik ud og ind. Men idag lob hun dem forbi. -Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en Arm hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor hun stod.
Dagens Ord