United States or Nepal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at tilbringe nogle Uger paa Næsset. Og efter nogen Vaklen modtog han den. Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes.
Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op paa vid Gab. Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen? Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen! De ved vel, at der er rettet an? Ja, jeg har meldt det! Den gamle Frue lagde sin højre Haand haardt paa Tjenerens Skulder: Nu er min Tid forbi her paa Næsset, Niels! sagde hun.
Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i Præstegaarden en Tanke.
Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet. Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man. Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen. Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. Det er jo hans Folk! Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.
Da de kom til Landets yderste Spids og skulde til at sætte over det store Hav, sagde Gæssene til Ravnen: „Hvil dig nu paa Næsset der, at du ikke skal blive træt, naar du skal sætte over det store Hav.“ Og selv satte Gæssene sig for at hvile sig. „Intet i Verden kan trætte mig!“ sagde Ravnen selvbevidst og fløj om i Luften, medens de andre hvilede sig. Saa lettede Gæssene og fløj ud over Havet.
Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda! Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave af den afdøde Ejers efterlevende Enke.
Men da Mandagen gik og Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mørk og umeddelsom, begyndte hun at skælve i sin Sjæl for, at det skulde være hende , Tordenen trak sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han ikke maatte komme til Næsset, førend han fik Brev. Hun forklarede ikke hvorfor; skrev bare, at han skulde vente. Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sædvanlig.
Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord, og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. Vi fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren, Ojuvainath, sin Teltlejr.
Hvis De da ikke foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden? Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende. Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke? spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal. Deres Præken? spurgte hun forbavset. Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset? Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...
Hvad er her paa Færde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af Stimmelen uden for Gæstgiveriet. Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas! Kan Deres Højvelbaarenhed ikke skille dem! Han bruger Kniv! lød det rundt om fra. Helmuth trængte sig igennem Mængden hen til Døren. Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svære Skikkelse. Det er Baronen sæl! mumledes der. Det er Baronen fra Næsset.
Dagens Ord