Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. maj 2025
Han lo, smilede til Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han kunde ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj. Saa kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Haanden; lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et Vittighedsblad. Men lidt efter lidt faldt han sammen.
Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet. -Kom, sagde Hendes Højhed. Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde kun et Slør om Hovedet og en Kaabe. Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave Buskene stod nøgne, uden Løv og hun gik op paa Terrassen. Hun gik hastigt.
-Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone. -Klokken ti, sagde Berg. -Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og tog hans Haand paany, klemmende den i sin: -Saa imorgen, sagde han og gik. Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.
Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilføjede: "Frøken Travers har aldrig før villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt for dyb Sorg." Han syntes bedrøvet. "Jeg vil sidde bag i Logen, dèr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg holder saa meget af Musik." "Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks," sagde Hr. Carruthers.
Fru Carruthers lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se det. Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han. Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen. Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i Carmens.
Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt tungt i Gulvet. Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende Stolestader.
Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang. Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt. De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin. Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet.
Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilføiede hun leende: -Ja, Baron, min Stedsøn en Søn af min Mands første Ægteskab ... Skal vi gaa ud til de andre? Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham sætte sig ved Siden af sig. Salen var næsten ganske tom det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.
Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden »Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.
Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i det Sekund jeg saá dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde været saa muntert og godmodigt, saá nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen.
Dagens Ord
Andre Ser