United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Du er et forældreløst Barn ligesom jeg, og jeg tænkte at jeg kunde hjælpe dig,“ sagde han venligt. Men jeg var saa angest for ham, at jeg løb min Vej og skjulte mig.“ En Aften sad jeg i mit Telt, træt af Sagn og led ved Overtro, og skulde have lidt Hvile, da der kom Indbydelse fra gamle Susanne. Jeg kom ....
Han rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog: Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Vilde det hjælpe dig, om du fortalte mig det hele, tror du? Du ved det jo, Mo'r .... Hvad er det da, du vil? Det varede lidt, inden Svaret kom. Om jeg gik hen og meldte mig ... lød det langsomt. Ja, hvad saa? Og led min Straf ... Helmuth!
Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse! Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker paa Konfirmationens hellige Dag!
Hun smilede og rakte ham Hænderne. -Aa, Deres Naade Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende De vil ikke mærke det saa lille en Formindskelse. Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed. -Hvor kan De sige det? -Nu kommer jeg igen iaften. Hun led frygteligt om Dagen.
Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad. Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge.
Kvarter efter Kvarter blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som led han ikke nok. -Og det har da forresten hele Degnens Hus, graed Sofie videre. -Indtil den sidste Dag, sluttede hun. -Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjaelen. Han rejste sig og gik ud. Et Kvarter forlob han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen. Men der var intet. Saa gik han.
Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmaal med et Smil og deltog næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, naar hun hørte sin Mand tale meget højt i det næste Værelse, kunde hun fare sammen eller blive blybleg. "De er ikke vel, kære," sagde Rektorinden, "Lidt nervøs en Smule."
Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren. Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige Folket ved sit eget Blod. Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans Forsmædelse; thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende.
Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste, hvad det var. "Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af en stille Tankegang: "Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen og tilføjede i en lysere Tone: "Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det var en udmærket Mand."
Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg begyndte at tjene som Soldat. Nej, skal jeg gøre Kongen nogen Gavn, da bliver det paa en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se, hvordan det gaar. Niels nikkede skuffet men overbevist. Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun. Det var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra.
Dagens Ord