United States or Bahrain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naa, sagde han omsider og blev meget alvorlig, han strakte Hænderne langeligt frem mod Knæet og følte efter et Sted at begynde. Medens han skar, forholdt han sig tavs. Axel blev først ligesom lam ved den utrolige Raahed, der var i Smærten mellem Kniven og Saaret. Men han spændte sig, og idet han holdt Vejret af al Kraft og tvang sit susende Baghoved ned, faldt han langsomt i Besvimelse.
Og da han nu saa, det var en lys Nat, begreb han som i et Syn sin Vaande. Han led overordentlig. Knæet smærtede i Takt, som var det et Væsen, der havde sat sit Overfald i System. Han var alene, han hulkede hjærteligt. Og han laa vaagen hele den lyse Nat, blev sygere og sygere.
Da Axel vaagnede om Morgenen og saa det hvide Gry paa Ruderne, ventede der ham ikke Befrielse efter hans kvælende Drømme, det første han følte var et Hug, Benets Smærte, og han blev hed om Ørene, over at det var sandt. Men da han saa efter, blev han prikkende kold af Frygt, Knæet var dobbelt saa tykt som naturligt, rødt og fuldt af Uro.
Saa drog Mikkel sit lange Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede underlig hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv. Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene, han greb med Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet.
Otte Iversen pegede paa en Sten skal vi sætte os lidt? De satte sig. Der var mere, Otte Iversen skulde have sagt, han sad i Tanker. Mikkel vidste ikke noget at bemærke, han saa, hvor raadvild Hr. Otte sad og borede med en Finger i en af Slidserne paa Knæet. Der er ingen Forskel paa ham og mig, tænkte Mikkel, vi har det ens begge to, Gudbedre, og vi er ens.
Jeg slipper mit Greb og henter hendes Træsko. Hun lystrer som en Hund. Der er i hendes Øjne det samme Blik om Naade, som der er i et Par Dyreøjne, der ser op i Jægerens Ansigt lige i det Øjeblik, han lægger Knæet over Halsen og jager Kniven i Nakken for at give det Fangst. Jeg kender hende ikke. Hun er fremmed der paa Egnen.
Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er det ikke med. Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke: Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op. Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare fra Knæet.
Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig. Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund.
Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben. Paa det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende Saar frem. Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun haardt. Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen.
Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store Anstrængelser. Et Papir faldt ud. Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt omkring. »Hvad Pokker, det er ... det er ?« Majoren vaklede og tabte Papiret. En af de andre greb det. Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...
Dagens Ord