United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, er det ikke forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede, og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men nogen maa jeg jo tale med.
»Ja, jeg ved det, jeg ved det « jamrede han. »Men hvorfor ... hvad har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?« »Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem, Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det.
Her var Fred, her, hvor et Menneske dode og Livet var forbi. -Han vaagner, sagde Fru Appel. Halvt i Sovne begyndte han at klage. Tine stod sagte op og taendte stille Lampen og satte sig igen. Den Doende slog Ojnene op, men han saa ikke mer de store Ojne var brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.
»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede bleven ganske blind deraf jeg kan slet ingen Ting see.« Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? Omsider fik vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld heri?
-Det var Skovrideren det var ham , som havde taget hendes Barn. Hun lob ind over Gaarden. op ad Trappen, Doren slog hun op. Han havde taget hendes Barn. Hun faldt ned i en Stol og hun sad i de ode Stuer. Hun mimrede Ord, hun ikke vidste selv; saa forbandede hun dem ; saa jamrede hun over hende ; saa bad hun "Fruen" om Tilgivelse loftende de rystende Haender.
Og nu laa han i Sengen med vaade Klude om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at han var slaaet ihjel. Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader. Men sige noget turde hun ikke. Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit rolige Ansigt.
De jamrede, maalende deres Tab, graedende for deres Hjem uden at hore paa hinanden, hver kun optagen af sit krammende ud med Ejendom, Pengevaerdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, der intet horte, men kun talte selv, ramt af samme Skaebne, hidsig og fortvivlet som en bedragen Jode paa en Markedsplads, taellende Vaerdipapirerne, han har reddet og pludselig stansende, uden at kunne taenke, forstenet igen, foran Hjemlosheden; deres Hus, der var styrtet sammen, deres By, der var lagt ode, deres Hjem, som var skudt ned.
Saa kom der nogen fra Gaestevaerelset, og Lieutenanten stille bandte. Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer redt; hun blev spurgt og gav Svar. Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i Krogene og jamrede. Nu var hun krobet ind til Tine i Kammeret. -En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under Kanonernes Stoj.
Fa'ren sad og stirrede paa Sønnen, og det var, som sank han sammen i Stolen. "Hvad sagde den Mand?" spurgte han sagte. "Tyv. Tyveknægt," jamrede Niels; han ligesom spyttede Ordene ud i Graad. Fa'ren var knækket helt sammen henne i Stolen. Hans Ansigt var askegraat og ligesom dødt, der var kun Liv i Øjnene, der stirrede paa Sønnen.
Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede: -Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun. -Det var jo godt, svarede Moderen. -Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne. -Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen. Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede.
Dagens Ord