Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. juli 2025
Og alle tre stod de et Ojeblik bevaegede, med Ojnene ud over de hvide Marker under den stjernehoje Himmel. Det var sidste Jul. Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Laenge graed hun og graed hun. En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen. Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.
Hun slukkede Vindueslysene og vilde forsoge at skrive paa Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende. Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja det var om Skovrideren alt, hver Saetning alt . Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og graed ...
Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens tyndede Alle" du traengte til Septembers sene Sol tog du en Dag min Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke helt glemmer mig? Og du graed. Moder, fordi du skulde do.
Ane havde vaeret i Skolen idag med sine to paa Armen saa hun graed og graed.... For nu var Anders vaek saa hun graed.... Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skaelve om Munden. -Ja, sagde Berg, der sidder jo Broderen fra den sidste Krig med begge Benene skudt vaek.... -Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Kroblinger, som gor Folk bange. De blev tause lidt.
De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Doren klaprede i Stormen, i Gaarden var der intet Lys Lygterne var blaest ud og de gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem Vognene. Man horte rundt om Kuskenes Raab; Sten stod og graed igen, laenet op til sine brune Heste.
Gaardkonen stodte hun bort og tog Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod. Har han talt ? spurgte hun. Gaardkonen graed. -Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen paa Sonnen og paa Fruen de to, de er i hans Tanker aa Gud, for Sorg aa Gud, for Sorg. Tine sad som hjemme, taet ved Sengen ubevaegelig stirrede hun paa hans Ansigt. -Han vaagner, sagde hun.
Hendes Liv var kun et Haab: at han vilde kende hende igen. Men den Doende slog blot Ojnene op og saa paa hende som paa den tomme Vaeg. -Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden han graeder han graeder ... Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og klagede sagte. -Se de Umaelende, se de Umaelende, graed Gaardkonen.
Og hun havde tilgivet alt. Under sagte Klager, der ikke var Ord, graed hun med Hovedet ind mod sin Datters Seng. Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Sovne, sagde hun: -Nu skal hun hjem. Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker. Det var blevet stille i Skolen.
I Stuen blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte Tine, og hun begyndte at graede. -Er Skovrideren her? spurgte Tine kun. Konen graed blot og Hundene blev ved at go. -Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen. Den Gamle aabnede Mellemstuedoren og Tine fornam den kvalme Lugt af Blod: Der i Alkoven laa han. Tine saa kun hans graablege Ansigt.
Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke.
Dagens Ord
Andre Ser