Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Det meste kastede han paa Ilden, kun Moderens og Excellencens Breve blev skaanede. Hen sad og saá ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir krummede sig sammen, forkullede og blev til Aske der var en egen vag følesløs Sørgmodighed over ham under det Arbejde. Undertiden faldt han i Tanker med en Brevbunke i Haanden, tog sig atter sammen og kastede den ind i Ilden.
Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde: -Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende. Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt: -Livsindhold og han lo ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg.
Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet. -Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør. -Georg rørte sig ikke. Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke.
-Det er den aldrig trættede, som vi ærer, sagde Hans kongelige Højhed og tog Excellencens Haand. Og Hans kongelige Højhed talte spøgende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige Højheds Broder i Grækenland.
Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at føle, haardt, rundt i Konferensraadens Ansigt rundt om det udhængende og blinde Øje. Konferensraaden rørte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af en Nagle. -Gør det ondt, spurgte Hans Excellence.
Hans Excellence sad ved sit Bord endnu. -Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage. -Saa maa det være. Jægermesteren stod op: -Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to Hænder, der var kolde som et svedende Ligs. -Ja, sagde han. -Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens Dør. Hans Excellence drejede Hovedet: -Jeg ventede Dig, sagde han.
Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad han, der ikke var vant til at græde om mod Excellencen: -Tak, sagde han og rejste sig. Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals: -Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence løsnede hendes Arm fra sin Hals: -I henter mig sent, sagde han.
Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i samstemmende Nik. -Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da for Banken de halvanden tinglæste Million. Han lukkede Mappen og saa' for første Gang op.
-De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han: -Hvor er Emmely? Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde: -Ja, Emmely ... -Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind. -Med Preben, sagde den anden. -Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.
Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde: -Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde? -Hvorfor? I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder: -Hvorfor? skreg han. Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne.
Dagens Ord
Andre Ser