Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind. -Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv. Georg lukkede Excellencens Dør. Hendes Naade blundede allerede i sin Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydløst med sine Klude. -Aa ja, aa ja, stønnede Hans Excellence i Søvne.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord. Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker.
-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg. -Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et. -Ja, nikkede Georg. -Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener. Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han: -Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed: -Nej, sagde han: ikke endnu.
Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af Excellencens Navn havde været som Svinget under et Navnetræk, og Hans Excellence vendte sig, som i et Stød. Men da han talte, lød hans Stemme roligt: -Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu. Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han: -Hofjægemesterinden er her jo?
Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale ... Efter Excellencens Død havde Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften benyttet saa meget deraf, som muligt var.
Man syntes, det var en Død, der havde rejst sig. -Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han. Udenfor blev Døre slaaet op og Døre slaaet i, og paa Gangen lød der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Øjnene levede: -Det kan ikke være Forbi. -Det skal. -Det er Veksler. -Jeg betaler dem ikke. -Du maa. Ordene kom som Hug. -Jeg gør det ikke. -Du maa.
-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet. Man hørte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev: -Dér, sagde han og skød Anvisningen bort: -Vil Du kvittere. Konferensraadens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det fremlagte Blad. -Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet. Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte Haand.
Berg lod ham rejse, men havde paa Forhaand skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom. Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man paa én Gang havde slaaet alle Vinduerne op Og faaet frisk Luft ind i et beklumret Værelse.
-Træk Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der følte Lyset eller hendes Blik som en haandbunden Mand en Sværm af Myg. -Først Tæppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bøjede sig for at lægge Plaiden fastere om hans Knæ. Saa rejste hun sig og løste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned for at det ikke skulde gøre Støj.
Dagens Ord
Andre Ser