Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 12. juni 2025
Moderen sad paa det samme Sted. Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng, mens Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat. -Moder, sagde han, nu dør Juletræet. -Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra hans Haar, ned i hendes Skød: -Nu dør det. Tine kom tilbage. Endnu brændte de sidste Lys. -Bring ham i Seng, sagde Moderen.
I Gaarden var der næsten mørkt. -Arkadia, raabte Moderen. -Slip mig, Frederiksen, lød det nede fra, i Skumringen. Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene. Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde hjælpe Fruen. -Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige Hænder laa i hendes Skød: hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.
Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun de dejlige Hænder mod hinanden paa Bordet, hvor de laa: -Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os ikke en Gang paa den Dag, hvor vi dør. Faderen stod et Nu. Saa sagde han: -Og hvorfor har Du netop talt idag? -Hvorfor? Moderen førte Haanden op til sine Øjne og tog den atter bort.
De to Kyllinger var i Sørgeslør som to Enker. Louise-Ældst lagde Vedbend-Kors paa Kisten. Agnes sad ved Siden af Gamle Pastor. Hun hørte ikke Sangen og slog ikke Salmen op. Hun sad kun og stirrede med duggede Øjne paa den dejlige Kones Kiste. Sangen døde hen. Gamle Pastor stod op og gik frem. Da Bai saa' ham staa der foran Kisten med foldede Hænder, brast han i Graad og hulkede.
Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri han hørte til det sekstende lette Dragonregiment og havde begge de samme Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa hurtigt at kende som Bart.
Man saa' kun aandeløs og forvirret, denne halvnøgne og ustyrlige Kvinde, der ligesom badede de dejlige blottede Arme i Nourvadys prægede Guld.
Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske forkrøblet i sit Forhold til Moderen. Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde Mama, sin himmelske Mama!
„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!“ Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet. „Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var „Let“ borte. Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted.
Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev man sammen til den store Græs-bænk, og der taltes kort og dæmpet. Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige Kone". -Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes. En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken. Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange.
Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder. -At De gider høre paa alt det, sagde Tine. -Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne efter. Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset. Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der sang hun.
Dagens Ord
Andre Ser