United States or Vatican City ? Vote for the TOP Country of the Week !
Aa af en Gren, sagde hun. Hun slog Øinene op og smilede. Skælvende følte hun, at han fristedes af Grenens Mærke og umærkeligt bøiede hun Kinden frem. Som han kyssede. Ellen opsøgte Sindsbevægelser; hendes Voldsomhed kendte ikke mere Maal. En Dag red hun med Carl gennem Dyrehaven. Vinden løste hendes Slør, saa det lagde sig halvt om Carl Urnes Hals. -Jeg beholder det, sagde han.
Og derved sprang een Ting mig i Øinene, som jeg før ikke havde bemærket, den Omstændighed, at vi Alle havde ladet os lede og drive næsten villieløst med Omstændighedernes Strøm, uden paa noget Punkt at gribe energisk ind med et: saaledes skal det være!
Baronen . Naa, ud med Sproget! For Djævlen, kan hun lukke Munden op? Geheimeraadinden . Rolig, Hr. Baron! I forskrækker hende. Ikke sandt, Bodil? Baronen . Væddemaal! Hvad for et Væddemaal? Red for dig og det strax? Jeg la'er mig ikke sætte Blaar i Øinene.
Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis dryppede det nu kun ganske fint udenfor.
Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen. Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time efter Time hyllet i evig Døs. Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den anden: Stikkene smerter hende.
Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og lukkede Øinene tæt i. Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber. Hun gik frem og skød Døren op.
Minna fik Taarer i Øinene ved hans sidste Ord, og det var maaske for at underskyde et andet Motiv, at hun udbrød: Ak ja, det bliver drøit, naaer man en Gang skal forlade sin søde By. Du kommer i alt Fald ikke til at tage ene bort hvor du saa end tager hen til dit nye Hjem, svarede Stephensen med en særlig understregende Betoning.
Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var lagt over Ansigtet ... Hun saa igen over paa Sønnen.
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende Tindinger, sagde hun igen: -Kom Felix lad os gaa. Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget. Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare.
Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det dog ikke paa Tide at holde op? sagde han. -Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse ... Hun er meget nervøs ... ganske vist ... men
Dagens Ord