United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes ud i Mørket. -Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken Kjær, der tænkte paa Fru Bertelsen. Hun tav lidt igen. -Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
Clara var grædefærdig. Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig. »Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky. Resolut sprang jeg op. »Hvor gaar Du hen?« »Blot ind og kalder paa Grev Campnell. Nu #maa# vi have fat paa ham!« »Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.« Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset. Flere Gange bankede vi paa.
-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset. -Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han sagde kun et Ja, der lød som en Stønnen: -Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans Øje blev ved at følge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte tænde et Lys og bære det hen og tage den mægtige Signetring af, i hvis store Ædelsten Hvidernes Vaaben var graveret.
Hele hans slanke Skikkelse skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen Sabel.
Det var hans Terning i Livets Spil, der trillede af Sted ned over Fjældet. Hvert Skridt han tog dernede, var som et Chiffer i den Dom, der om lidt skulde fældes. Saa forsvandt Mandslingen bag Bakken. Saa, nu var det for sent. Med en tung Stønnen kastede han sig ned, hvor han stod. Det var ham umuligt at tænke paa andet end Manden dernede.
Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage. Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker. Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.
Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et idelig gentaget: Aaja ... aaja ... aaja ... Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt.
"Der er Ingen i Sovekammeret, lille Jensen der er Ingen i Sovekammeret!" "Det er Løgn! ... Jeg vil ikke ha'e Rodemesteren i Sovekammeret ... jeg vil ikke ... Han skal blive i Entréen ... Nu skal jeg ..." Han larmede hen over Gulvet, og der hørtes Lyd af Porcelæn, som gik itu ... Derpaa Fru Jensens graadkvalte Stønnen: "Aa Herregud da ... aa Herregud da ... aa Herre Herregud da ..."
Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt.... Men hine to Kvindeansigter aa dagligdags Ansigter med bortstrøget Haar fra lidt kantede Tindinger var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.
Dagens Ord