United States or Guernsey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Aandedræt lød som en dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme fløj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en angestfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.
Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra "A"'s Skridt over Gulvet. Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage. -Her er mat, sagde han. -Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vaagne. Og de maa egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.
Lurvadt adlød ... Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet hende her ned! Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.
Hun standsede og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det da ja, han maatte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet at sige ham ... Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde sin Haand paa hendes Arm. Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen.
Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem: -Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind paa Afdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag. Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man Patienternes Stønnen. -Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der maatte løbe hid og did: inat er her uroligt. Dr.
Frøken Petersen var borte Nyheden havde hun med sig til Spredning og Ida bragte Vand til de Syge paa "Salen" og rettede paa deres Puder. Saa sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille Klynken. -Naar kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
Det lignede slet ikke et af dem, som de havde set saa mange af i Dag. Fire stærke Hænder løftede et Spædbarn mod Himlen. Den nedgaaende Sols Straaler ramte det og svøbte det i sin Purpurkaabe. Deres Hjærter var fulde af Jubel de elskede hinanden. En Lyd trænger frem af Krattet. En sagte Stønnen ... nogle korte Gæsp ... saa ganske stille ... nu næsten skriger det igen af Smerte ...
Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde. »Kom saa med Lyset!« Han greb det hastigt. En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod. Detektiven gik hen imod den. »Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?« »Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen. »Ja vel!
Herren paa "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt. -Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op. Ida gøs uvilkaarligt. -Ja, sagde hun: nu skal vi tænde. Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag paa Frøken Petersens Dør.
Dagens Ord